Ny bog om design i øjenhøjde

kids_n_tweens_bog

Kids n’ Tweens projektet, som jeg har haft fornøjelsen af at være inde over ved forskellige lejligheder, har for nyligt udgivet denne spændende bog med cases og praktiske anbefalinger til designere, der arbejder med børn som designpartnere.

Bogen indeholder blandt andet anvisninger til den kreative toolbox som jeg udviklede sammen med designer Aviaja Borup, og som var endnu en velkommen anledning til at undersøge, hvad materialer og fysiske props betyder for menneskers evne til at tænke og udvikle langt ud over, hvad de normalt er vant til.

Bogen kan downloades på Kids n’ Tweens hjemmeside under fanebladet Viden og Værktøjer.

Og en kort video fra workshoppen kan ses på youtube:

Fremtidens Skolegård Workshop

Social it Lab i finér og pap

social_it_lab

Det er lettere at tale om noget konkret end om en ide formuleret i skrift. Derfor arbejder jeg pt på at bygge en spekulativ model af et fysisk rum til Social it Lab, som er en aktivitet under Socialt UdviklingsCenter SUS. Målet er en bærbar model, der kan støtte projektarbejderne, når de skal fortælle om ideen med laboratoriet samt invitere til samtale og diskussion om projektets værdier, aktiviteter og deltagere.

Hvad indeholder et godt møde?

coastzone_messe

Jeg var inviteret med på CoastZones messestand i Forum i forleden. En spændende dag med masser af gode bud på hvordan vi gør møder og konferencer mere vedkommende, engagerende og effektive.

Mit bud var live at producere en sketchnote, der summerede to dages input fra kunder på standen.

Se high-speed stop motion af produktionen her:

Brugerinddragelse – Design med Børn vha tegning

Man kan godt blive lidt tom i øjnene, når talen falder på brugerinddragelse med børn. For som designer kan man ikke bare invitere dem med ved voksenbordet, hælde kaffe på dem, og bede dem holde sig til emnet. Det kan man sådan set heller ikke med voksne, men det er en hel anden sag.

Så hvad gør man, når man skal designe for børn og rigtig gerne vil høre hvad de tænker om fremtiden og det sted de bor?

Sammen med Gribskov Kommune, der gerne vil høre hvad deres unge borgere tænker om Fremtidens Børneby, lavede vi et eksperiment på innovationskonferencen Afsnit I. Vi inviterede en række lokale børn i 5-6 årsalderen, og bad dem to og to reflektere over hvordan en god Børneby ser ud i fremtiden. Undervejs leverede MIE NØRGAARD hurtige sketches i gulvhøjde, der fungerede som reference og inspiration til at undersøge ideerne nærmere.
De ca. 20 sketches blev efterfølgende brugt af et panel bestående af voksne borgere og repræsentanter fra kommunens forvaltninger og tilbud, der associerede frit og bryggede videre på de løse/skæve/fantasifulde ideer de kunne se på billederne.

Arbejdet er et led i en serie af eksperimenter med inddragese af børn i designprocesser, og vil blive rapporteret har på siden løbende.

Brugerinddragelse i botilbud for udviklingshæmmede

Brugerinddragelse er hot. Rigtig hot. Men det er også drønsvært, for man kan jo ikke bare spørge folk hvad de vil have.

Hvis brugeren for eksempel er udviklingshæmmet og uvant med indflydelse på egen hverdag, så kunne man jo risikere at svaret var ‘mere Xbox og flere pandekager’ (venlig tanke til Kim) og det er jo helt hen i vejret.

Eller hvad?

Igår mødtes Socialt UdviklingsCenter SUS med repræsentanter fra Udviklingshæmmedes Landsforbund ULF og pædagoger og brugere fra botilbud i Kolding og Billund. Vi skulle identificere en række emner, som botilbuddene kan arbejde videre med i deres stræben efter at udvikle moderne tilbud, som tager de udviklingshæmmede alvorligt. Et vigtigt skridt fra at ‘yde en service til en sæk kartofler’ til at ‘etablere et samarbejde mellem mennesker’ for nu at udtrykke det meget firkantet (og helt urimeligt overfor områdets dygtige pædagoger, der nogen gange lider under en kartoffelsækorienteret lovgivning).

Tilbage til Xbox og pandekagerne…

Med hjælp fra billeder, tegninger og kloge spørgsmål kom vi nemlig et spadestik dybere. Tættere på komplicerede temaer som kærlighed, fremtidsdrømme og informeret selvbestemmelse. Og måske nogle fordomme eller forældede livsværdier som er fundament for ‘systemet’. For hvorfor er det  egentlig forkert, at en mand som Kim hellere vil spille Xbox end samle dimser på et værksted til 3 kroner i timen? På dimseværkstedet føler han sig som en underbetalt idiot og ved spillekonsollen som en dygtig racerkører. Jeg ville måske mene, at man skal være lidt småskør, hvis man vælger dimseværksted over Le Mans, og det er Kim bestemt ikke. Men jeg har ret til at vælge i mit liv, og det har Kim ikke altid i sit.

Det var mange interessante temaer i diskussionerne igår, og de peger tydeligt på, at det er vigtigt at inddrage brugerne af botilbud og give dem indflydelse på egen hverdag. Også selvom det er svært.

Læs gode råd om brugerinddragelse og om at designe sammen med børn.

Hvidovre Kommune bliver klar i spyttet

Da Hvidovre Kommune skulle implementere anerkendende kultur over hele linien, var det tydeligt, at abstrakt kommunikationsteori ikke var lige forståeligt i alle kommunens afkroge.
Faktisk er det temmeligt svært at omsætte teori til en arbejdshverdag, så hvad gør man for at hjælpe, hvis man er en Udviklingsafdeling?

Vi producerede en lang række sketches af morsomme fiktive situationer fra den kommunale hverdag, og brugte disse som oplæg for diskussioner om, hvordan man kan vælge at reagere, og hvad det betyder for den videre dialog og trivsel på arbejdspladsen. En slags sketching med talebobler.

Det var sjovt, flippet og meget lærerigt, og resultaterne hænger i plakatform rundt omkring i kommunens afdelinger som en fælles engagerende referenceramme for, hvordan man kommunikerer anerkendende i Hvidovre Kommune.

Kloge håndværkere kigger på kundefokus

500 håndværkere & funktionærer, konfliktteori, LEAN og kundefokus. En sikker opskrift på kaos? Ikke hvis man griber det rigtigt an og lader folk komme til orde.

Læs om hvordan du med visuel retorik kan flytte folk fra ‘Hmmmm…?’ til ‘OK!’

Se Institut for Fremtidsforskning kommentere på, hvordan vi gjorde konflikteori og LEAN sjovt og meningsfyldt (eksternt link til video).

Er brugerinddragelse i designprocesser ‘rundbordspædagogik’?

Vi har sammen med en kunde i byggeindustrien længe pønset på, hvordan man strategisk og praktisk kan arbejde med brugerdreven innovation i byggeprocesser.

Byggeri er store, dyre produkter, der bliver brugt af menesker, så det burde egentlig være en selvfølge, at man i industrien var optaget af, hvordan man kan inddrage slutbrugerne i udviklingen. Det er det også for nogen, og de lærer hurtigt, hvor svært der er at samarbejde på et område, hvor så mange forskellige professionelle/personlige mål og ambitioner mødes.

Vi har argumenteret for, at  beslutningen af fælles mål og prioriteringer, synliggørelsen af dilemmaer og grundig inddragelse af brugerne som co-designere vil løfte både byggeproces og slutprodukt.

Men så mødte vi en helt uforudset forhindring, for det er nemlig ikke alle, der hopper på “forbigående modebølger”, som brugerinddragelse og visualisering af arbejdsprocesser.

En unavngiven rådgiver på et større københavnsk byggeprojekt frabad sig nemlig ‘tivolisering’ af samarbejdet og gav inddirekte udtryk for, at brugerinddragelse er udtryk for en ‘rundbordspædagogik’ som man ikke ønsker at indlade sig med.

Den kan man så tygge lidt på, hvilket jeg gjorde over frokost med en didaktikforsker. Hun sukkede, og sagde, at det ikke er sjældent, at tanker om læring bliver affejet som ‘rundbordspædagogik’, og at der stadig er mennesker, der mener at det er ‘finere’ at forstå ting gennem ren tekst end for eksempel gennem billeder og tekst (læs om værdien af visualisering som arbejdsredskab).

Heldigvis, sluttede hun, er det en uddøende race, så der skulle være håb for byggebranchen og måske i særdeleshed os, der skal bruge de nye byggerier.