Innovative alliancer flytter grænser i Region Sjælland

Igår åbnede Alexandra Instituttet et nyt kontor i Sorø.

Med var lokale virksomheder fra blandt andet energi-, sundheds- og turismeområdet samt en række eksperter, der fortalte om tendenser indenfor pervasive computing.

I løbet af dagen blev vi klogere på, hvorfor man ikke skal give gamle damer grimme computere, hvordan byrummet gennem sensorer blev lukket ind på Roskilde Bibliotek og hvordan en lille dansk tekstilvirksomhed hæklede med ledninger og blev Discovery Channels nye kæledægger.

Vi bliver casevirksomhed for unge iværksættere

Jeg har lige været i Malmø for at blive interviewet af Inquiring Relations om iværksætteri og kreativitetsudvikling.

En stor del af dialogen drejede sig om, hvordan nye vidensvirksomheder måske ikke passer ind i de traditionelle handelsskoletanker og om, hvad et produkt egentlig er for en størrelse, når man arbejder med at få mennesker til at tænke nyt om det velkendte.

Det er en interessant problemstilling, og vi ser frem til at blive en casevirksomhed for studerende, der arbejder med innovation, it, kreativitet og iværksætteri i Öresundsregionen.

Der er masser af  inspirerende samtaler og opdagelser i farvandet, og vi glæder os til at dykke ned i dem.